Havørnenyt fra Nejede Vesterskov
Nyhed 12.08.2013, skrevet af Jens Lykkebo
DOF Nordsjælland har modtaget nedenstående artikel fra Jens Lykkebo, redekoordinator Projekt Ørn, DOF/DOF Nordsjælland:
De ynglende havørne har nu for 4. gang med held fået flyvefærdige unger.
Første gang i 2009 med en unge, så i 2010 med to unger, i 2011 ligeledes med to unger. I 2012 gik noget galt og de forlod reden med æg.
Men hævdede deres territorium og vedligeholdte og udbyggede reden, for i slut februar 2013 at lægge æg igen. 29. april 2013 registrerer DOF´s redeobservatør, den første fodring. Og senere konstateres at der er mindst to unger. Omkring d. 20.juli begynder ungerne at flyve, og en uges tid senere ses de ude ved Alsønderup Engsø. Både alene og i følgeskab med forældre-fuglene. Denne tid kan være kritisk for unge havørne, da de stadig ikke kan klare sig uden hjælp fra de mere rutinerede forældrefugle. Således er der en ret stor dødelighed blandt helt unge havørne. I de sidste par uger er der kun set en unge (ad gangen). Det betyder ikke, at noget er gået galt.
Men i 2011 gik den ene af to unger til, da den tilsyneladende kom for langt væk på egen hånd og ikke kunne skaffe sig tilstrækkeligt med føde selv. Den blev fundet afkræftet og døde senere af sult. Hvis nogen ser en havørn der ikke vil/kan flyve bedes man kontakte Naturstyrelsen eller DOF Nordsjælland. Det samme gælder ved fund af død havørn.
I lighed med de andre år hvor havørneparret har fået to unger, er der en ret mørk unge og en mere lys.