Fiskeørnene er ankommet til Gribskov igen i år
Nyhed 07.04.2017, skrevet af Luise Ekberg
Nu er fiskeørnene for alvor kommet til Gribskov - her til aften har der været stor aktivitet ved redeområdet.
Foto: Per Ekberg - Fiskeørneparret ved reden i Gribskov
Hannen observerede jeg allerede d. 2. april og tirsdag blev der observeret to fiskeørne på reden. Siden har der dog været meget stille i redeområdet ind til i dag, hvor vi har observeret både hannen og hunnen, som har været yderst aktive i eftermiddag.
Naturstyrelsen har i samarbejde med DOF opsat et web-kamera, hvor du kan følge med i fiskeørnenes liv i reden. Men totaloplevelsen får du ved at besøge Gribskov og observere fiskeørnene i virkeligheden. Her kan du også se alt, hvad der foregår uden for reden.
Der ligger en dagbog på det sædvanlige sted i Gribsø Bakker, men da oversigten over området fra de sædvanlige observationsposter nu er umuliggjort af den birkeopvækst, der er i området, så vil jeg som redekoordinator ikke længere skrive i dagbogen.
Jeg har derfor oprettet en Facebookgruppe til erstatning for dagbogen, og du er meget velkommen til at tilmelde dig gruppen "Fiskeørneparret i Gribskov", hvis du har interesse i at følge fiskeørnene på nært hold - både i og uden for reden. Her kan alle lige som i dagbogen, skrive deres oplevelser - store som små!
God fornøjelse!
Luise Ekberg, redekoordinator under DOF's Projekt Ørn