Ørnens dag ved Arresø 2019
Vejret var strålende og fremmødet overvældende, da DOF Nordsjælland i søndags afholdt Ørnens Dag ved Pøleåens udløb i Arresø.
Ikke mindre end omkring 400 mennesker eller flere mødte op i løbet af dagen, og vi fik en flot naturoplevelse, selvom havørnene var lidt tilbageholdende med at vise sig frem.
Jens Lykkebo byder velkommen, foto Luise Ekberg
Jens Lykkebo byder velkommen, foto Luise Ekberg
Et par havørne lod sig dog betragte et par timer gennem vores teleskoper, mens de sad i toppen af et træ langt inde i Nejede Vesterskov. Derefter fløj de ud til Alsønderup Engsø.
Interesserede låner teleskoper og studerer havørnene, foto Anne Blotting
Der var to guidede ture til fugletårnet ved søen, og på den ene tur fik vi den oplevelse, at en ungfugl siddende i et træ på den modsatte side af søen pludseligt blev overfaldet af ovennævnte havørnepar og ”banket” ned af træet.
Deltagere på tur 1, foto Anne Blotting
Deltagere på tur 2, foto Anne Blotting
Ungfuglen fløj derefter ud mod Arresø og passerede hen over hovederne på os ved Pølebro og videre ud over søen, hvor den skræmte en stor flok bramgæs op.
Derudover bød dagen på en flok viber, en blå kærhøg, en flok fiskehejrer, to musvåger, adskillige skarver, et par store flokke af bramgæs og en lille flok sanglærker. Ude på søen var der flokke af lille og stor skallesluger.
Og så skal vi ikke glemme bålet og grillen, hvor familierne hyggede sig med at tilberede burgere, snobrød og pølser med brød.
Tak til alle deltagere for det flotte fremmøde og den store interesse samt de mange gode spørgsmål og samtaler.
Området med deltagere og de mange biler fra starten af arrangementet, foto Luise Ekberg
Ses vi igen til Ørnens Dag i 2020?
/Arrangementsgruppen DOF Nordsjælland