Ørneklubben – god start i Nordsjælland!
Ørneklubben er et tilbud til børn i alderen 6-12 år. Klubben har i 2023 startet aktiviteter i Nordsjælland, og med tre flotte arrangementer er den kommet godt fra start.
Klubbens aktiviteter planlægges og gennemføres af et hold af frivillige ornitologer – også kaldet fugleambassadører. Dem er vi nu syv af i Nordsjælland, og vi vil gerne være flere! Formidling til børn er en meget anderledes opgave end at formidle til voksne. Det skal være sjovt, underholdende og varieret, og gennem bl.a. konkurrencer og lege bliver børnene opmærksomme på forskellige fuglearter. Desuden ser vi naturen i en sammenhæng, hvor der også er mulighed for at se på fx insekter, kranier, fjer mv.
Ørneklubbens første tur i Nordsjælland gik til Bagsværd og Lyngby sø i maj, hvor vi sejlede i kano, kiggede på bl.a. natugle og hejrekoloni og hyggede omkring bål med pandebrød og konkurrencer.
I august gik turen til Solbjerg Engsø, hvor vi kiggede på fugle ved søen og gik tur i skoven. Mens vi spiste vores medbragte mad, valgte fiskeørnen at vise, hvordan man fanger fisk. Hele tre gange hev den en fisk op af vandet, som den efterfølgende spiste i et træ.
I september var vi ved Arresø, hvor vi igen kiggede på fugle ved søen og gik en lille tur. Desuden øvede vi med børnene, hvordan man indstiller og bruger sin kikkert.
Man kan deltage i Ørneklub-turene uden at skulle melde sig ind i Ørneklubben, for at se om det er noget, der har interesse. Af praktiske grunde har vi haft et loft over antallet af deltagere i de enkelte ture. Vi oplever, at rigtig mange børn er interesseret i oplevelser med fugle og natur, og vi har desværre måttet sige nej til nogle, fordi loftet for deltagere har været nået.
Holdet af fugleambassadører er nu i gang med at planlægge aktiviteterne for den kommen sæson. Vi håber, vi kan lave et program, som børnene synes er spændende og interessant. Vores håb er selvfølgelig, at endnu flere børn bliver interesseret i fugle og melder sig ind i Ørneklubben.
Man kan komme i kontakt med Ørneklubben i Nordsjælland via vores koordinator:
Naturvejleder Mikkel Østergaard Harder
Mobil: 4016 1514
mikkelost@gmail.com