Ørnens dag – 22. februar 2026

Vi håber på strålende solskin og stort fremmøde, når Dansk Ornitologisk Forening i Nordsjælland inviterer til Ørnens Dag ved Arresø.
 
Arrangementet er i år søndag den 22. februar kl. 10-14, og som sædvanlig foregår det på strandengen ved P-pladsen, hvor Nejedevej møder Præstevej ved Pøleåens udløb i Arresø en god kilometer syd for Annisse.
 
Fra engen har vi et fint udsyn mod vest til Arresø og mod øst til Nejede Vesterskov, hvor der har ynglet havørne siden 2009.
 
Tidligere år har vi været heldige at se både rastende og overflyvende havørne, og der er også god mulighed for at se andre rovfugle samt gæs, ænder og småfugle.
 
På engen er opsat pavilloner med udstoppede fugle og forskelligt informationsmateriale, og ved søbredden står kyndige ornitologer klar med teleskoper for at udpege fugle, fortælle og dele ud af deres fugleviden.
 
Fugleambassadørerne fra Ørneklubben laver en guidet fugletur for de 6-12-årige langs Pøleåen med et par lege undervejs. Der serveres varm kakao og lidt snacks. Turen starter kl. 11.30 og varer en times tid.
 
Ornitologisk Forenings egen butik, Naturbutikken, har også en bod, hvor de fremviser deres varer, og hvis man f.eks mangler en god kikkert, er der her mulighed for at prøve og købe en.
 
Vi tænder også et bål og medbringer grillkul så tag gerne pølser, snobrød eller andet med til at lave over gløderne.
 
Medbring gerne en kikkert og hvis I ikke har en, har vi nogle til både børn og voksne til at låne.
 
Børnefamilier er meget velkomne, og arrangementet er selvfølgelig gratis og uden tilmelding, og skulle det mod forventning ikke blive solskin, men regn og rusk så HUSK:
 
Der findes ikke dårligt vejr, der findes kun forkerte klæ´r.
 
Vi glæder os til at se jer!
 
Dansk Ornitologisk Forening i Nordsjælland